Byggeledelse

Byggeledelse er ikke så forskellig fra alt anden projektledelse, måske med den undtagelse, at man skal have god forstand på de enkelte elementer af byggeopgaven. Planlægning, sans for at få mennesker til at samarbejde og en stor portion forudseenhed er vigtige egenskaber. Og så skal man være meget opmærksom på, at det for mindre håndværkere ikke bare er et arbejde, men at meget af deres liv står og falder med om sagerne går godt eller skidt. Går det godt, er der råd til ferie, og går det skidt, må huset belånes...

I grove træk findes der to skoler indenfor byggeledelse: Dem som forsøger at optimere hver sag maksimalt og dem som tror på, at langsigtet samarbejde bedst kan betale sig. Jeg tilhører den sidste skole: min erfaring har lært mig, at hvis man sikrer, at alle parter tjener penge, så får man det letteste sagsforløb og skal ikke slås om hvert tillæg eller fradrag i prisen - og så har man også et rigtigt godt udgangspunkt for næste sag.

Jeg har haft stor gavn af at benytte lokationsbaseret planlægning, som vist ikke er så udbredt. Det går helt enkelt ud på at illustrere de enkelte opgaver i et diagram med tid ud af x-aksen og rum eller bygningsafsnit op ad y-aksen. Fidusen er, at man så hurtigt kan se, om alle fag holder samme byggerytme og ikke ender med at gå i vejen for hinanden.